Sallingsund-Cykelmotion.dk

                           

- SPONSORER -



















Weekendtur 2011
Endnu engang har Henning arrangeret en god weekendtur på cyklerne, og endnu engang var der flot opbakning fra klubbens medlemmer. I modsætning til sidste år, hvor vi overnattede på 2 forskellige vandrehjem, så skulle vi år kun overnatte ét sted – Vandrehjemmet i Viborg.

Fredag kl. 16.30 stod 16 ryttere klar ved Roslev Hallerne. Carsten Bertelsen havde endnu engang stillet følgebil til rådighed, og denne gang også en svigerfar, som var villig til at køre bilen til Viborg for os. Vejret så lidt uforudsigeligt ud, og det blæste en del. Heldigvis var ruten til Viborg planlagt så godt, at vi havde ryggen i vinden det meste af vejen der ned.

Med vinden i ryggen gik det over stok og sten mod Skive, hvorfra vi kørte modsat af Skive Løbet, så vi kom ud over Lundø til Højslev Kirkeby, Hald og Ørslev Kloster. Ved Ørslev Kloster krydsede vi Hobrovej, så vi kom til at køre ned langs Hjarbæk Fjord mod Fiskbæk. Da vi nåede Knudby havde vi kørt ca. 50 km., og flere ryttere var ved at trænge til en lille pause. Derfor holdt vi ind ved skolen i Knudby, hvor følgebilen bød på forfriskninger til alle. Efter et lille hvil fortsatte vi mod Fiskbæk, hvor vi krydsede Skivevej og kørte mod Romlund. I Romlund overtog Bjarne Færch og Hans Andersen føringen, og viste os en fin bagvej ind til Viborg, så vi undgik at cykle ind igennem selve byen.

På vandrehjemmet blev cyklerne låst forsvarligt inden, og alle indfandt sig på deres værelser, hvor der blev indtaget lidt ”forfriskninger” inden vi skulle indfinde os til aftensmaden. Som sidste år, var der endnu engang super forplejning på vandrehjemmet, og alle fik vist hvad de kunne spise. Vi sluttede aftenen af med hygge i fællesstuen, inden de fleste var klar til at kravle i seng…

Fra Roslev var der ca. 70 km. til Viborg, som vi nåede uden at bruge for mange kræfter. Selvom vejret så lidt tvivlsomt ud, så kom vi heldigvis tørskoet der ned.

Lørdag morgen bød vandrehjemmet på en fin morgenbuffet, så alle kunne få tanket noget energi inden dagens strabadser. Følgebilen blev kørt til Vejrumbro, ca. 10 km. udenfor Viborg, hvor den skulle stå til vi skulle have frokost. Vejret så endnu engang lidt tvivlsomt ud, og det dryppede da også lidt da vi kørte fra Viborg, men i første omgang holdt det tørt. Vi startede med at køre ud omkring Dollerup bakker, så alle blev varmet godt op til at starte med. Herefter kørte vi ind forbi Rødkærsbro mod Tange Sø, inden vi igen kørte mod Nord med retning mod Hammershøj. Inden vi nåede så langt, skulle vi dog lige et smut i forplejningszonen. Ruteplanlæggeren havde fundet et meget idyllisk sted, ved en lille sø, hvor det var perfekt at indtage de medbragte bananer og myslibarer. Vejret så stadig ikke for godt ud, og der kom da også et par dråber engang imellem. Heldigvis ikke noget man blev våd af.

Det fik dog en ende ca. 15-20 km. fra frokostpausen i Vejrumbro. Samtidig med at vi fik vinden lige i næsen, så begyndte det også at øsregne. Det var noget rigtig møg, og det var med til at hive de sidste kræfter ud af mange, inden vi efter små 90 km. nåede Vejrumbro, hvor følgebilen ventede med en solid frokost. Denne blev indtaget under halvtaget på skolen i Vejrumbro (endnu engang godt fundet af ruteplanlæggeren), og den hjalp med til at humøret igen steg. Henning havde endda fundet en bager, og købt noget wienerbrød, hvilket lige udgjorde prikken over I’et. Heldigvis holdt det med at regne igen, så vi kunne køre resten af turen i tørvejr.

Nogle få valgte at afkorte turen, og køre direkte ind til Viborg, mens de fleste andre valgte at køre endnu 30-40 kilometer. Desværre blev den sidste tur plaget af en del punkteringer, så ruteplanlæggeren valgte meget snedigt, at korte lidt af turen, så vi kom hjem til vandrehjemmet inden det begyndte at regne. Der opstod kortvarigt et ondskabsfuldt rygte om, at det var fordi ruteplanlæggeren var faret vild, men dette kan ikke blive mere usandt. Ruteplanlæggeren havde hele tiden 100% styr på hvor vi var…

Vi var nærmet kun lige nået tilbage til vandrehjemmet, da det begyndte at regne igen. Heldigvis var der nok ”forfriskninger” på værelserne, så der var ikke nogle der kom til at lide af væskemangel inden vi skulle op og indtage aftensmaden, som endnu engang var et udsøgt måltid.

Efter aftensmaden rykkede vi igen over i fællesstuen, hvor der blev vist Champions league finale i fjernsynet. Der blev spillet om resultatet, og diskuteret livligt om hvorvidt resultatet var retfærdigt. Efter kampen blev der holdt en lille ceremoni, hvor Æ Kjømn fik overrakt en T-shirt, som beviser at han er Boss i Piratligaen. En cykelklub for dem som ikke kan komme op og cykle om morgenen. Endnu engang var klokken blevet over midnat, og de fleste var klar til at kravle i køjerne, mens andre valgte at drikke et par øl mere.

Dagens resultat på cyklerne var ca. 120 km., som blev kørt i frisk vind og uden for meget regn. Vi blev våde, men ikke mere end at vi kunne cykle os til varmen igen.

Søndag morgen skulle vi igen mod Salling, og da det tydede på at blive en lang dag med sidevind, og da flere var trætte, så valgte vi at køre en mere direkte vej hjem. Turen gik over Stoholm til Fly, hvorefter vi kørte direkte hjem fra Skive. Det var lige ved at true med en større regnbyge, men vi slap heldigvis uden at blive alt for våde. Det var planen at vi skulle skiftes til at køre følgebilen hjem, men allerede efter små 20 km. sprang Kristian kæden på sin cykel, og så var der ikke så megen diskussion om, hvem der skulle sidde bag rattet.

Med dagens 70 km. blev det alt i alt til ca. 250 km fordelt over 3 dage. Endnu engang var det en godt planlagt tur, hvor vi var nogenlunde heldige med vejret. Stor ros til Henning for et godt arrangement.

Der findes billeder fra turen under "billeder" i menuen for oven.

Skrevet af
Thomas Toft (aka. Ruteplanlæggeren)

© COPYRIGHT 2011 ALL RIGHTS RESERVED - SALLINGSUND-CYKELMOTION.DK